Idag er det 25 år siden jeg måtte begrave den person, der har betydet allermest i og for mit liv - min kære mor, Elnor Margrethe Christensen (gift Christiansen, 1930) - født I 1906!
Iøvrigt på min fars fødselsdag!
Han ville i dag være blevet 117 år, hvis han havde levet!
Men den 9. juni i år var det præcis 50 år siden, at han døde!
Begges liv var hårdt - ikke mindst fordi de begge var "uægte børn" - men også fordi de voksede op - hhv. hos en bondeplejefamlie hinsides det meste, på Vive Hede - og hos mine dengang allerede gamle oldeforældre!
Da min bedstefar opdagede, at min bedstemor var blevet gravid, så stak han af til Sydamerika! Har aldrig hørt fra ham siden. Til gengæld døde min bedstemor to år efter fødslen af min mor - af tuberkulose, fordi hun selv levede under dårlige livsforhold! Og så blev hendes dengang to-årige datter adopteret!
Men som hendes "nye familie" - langt ude på Vive hede - altid sagde "Elnor skal have det lige så godt som vore egne!" - to døtre - Marie og Karen.
Sikkert rigtig nok - men hun lærte også, at "hun ikke var én af vore egne"!
Det kom til at præge hendes liv. Hun var utrolig naiv og stillede sig tilfreds med alt!
Og følte sig anderledes!
Min far, Harald gik det noget lignende - han var resultatet af min farmors tur til Aalborg lige før jul 1899. Min bedstemor, Petrea - løb på en eller anden måde ind i en skomager, der hed Christiansen!
Med et barn var den fattige, men dog statelige kvinde ikke længere "et godt parti" i Blenstrup iblandt ungersvendene! Så min far blev "afskibet" til min allerede den gang gamle oldeforældre!
Heraf mit Krogh mellemnavn!
Han fik en 1800-tals opdragelse. Skomageren forsvandt på en eller anden måde helt ud af al synsfelt!
Min bedstemor giftede sig herefter med en holden gårdmand, Guldbæk i Blenstrup - med hvem hun fik 5 børn! De så nok min far som - hmmh? - en slags "outsider"!
Han følte sig ihvertfald tilsidesat, men holdt meget af sin mor! Og alle besøgte ham til hans fødselsdag og fik stegte ål - som vi kun havde råd til fordi naboen - fisker Åge fangede dem! Det negative ved besøget var, at de alle gav udtryk for, at sådan som vi boede, dér kunne "man" da ikke bo! Vi burde da finde noget andet.
Men vi havde ikke andre muligheder!
Men det gjorde ondt! Rigtig ondt!
Mine forældre fattede ikke et kuk af det moderne samfund. Min far prøvede at sælge hans arbejdskraft som vejarbejder ved min fødsel. Og købe et mindre parcelhus I Dall. Men han kunne ikke klare det. Huset gik på tvangsauktion og vi røg på gaden!
Mine forældres liv var bondesamfundet - de var og blev bønder "inde i hovedet" - og her havde de også spillet fallit.
Og så var det som deres liv ophørte!
Da de således var fattige pressede de mig til det første det "bedste job" en tilkaldt arbejdsformidler kun tilbyde. Jeg kunne vælge mellem at blive dropskoger I Støvring - og komme i læderhandlerlære i en læderhandel - Hjelmerstald, Aalborg! Jeg valgte det sidste.
Det var ikke nogen succes - som så meget andet også i mit liv - og jeg endte som svajer - og! - kom i den funktion til at køre rundt med læder til alle skomagere i Aalborg!!!
Den symbolske betydning?
På jagt efter min fortid?
Eller.....?
Jeg ville egentlig være professionel fodboldspiller - helst I Real Madrid!
Ingen tog det alvorligt - selv om jævnaldrende Henning Jensen fra Nørresundby blev det senere!
Så prøvede en middelklassekammerat at hjælpe mig med at promovere mig i Holland, som dog på hjemturen i 1967 endte med et tredobbelt kraniebrud ved en motorcykelulykke i Rotenburg bei Wümme, Tyskland - og en måneds tids liggen fladt - og så lære at gå igen mv. - og restituere et par smadrede hjerneceller....der var I forvejen ikke mange ord i mit opvækstmiljø...skolen havde kun fyldt mig med skræk...
....Så set I bakspejlet er det måske alligevel logisk nok, at jeg tog en lang lang vej mod at uddanne mig i sociologi og filosofi på Københavns Universitet......
Som også langt langt fra har været den berømte "dans på roser"...
PS!
Og min 18 år ældre søster - som i ca. 40 år havde langet brød over disken I Brugsens bagerforretning som tillært, Kastetvej, Aalborg - døde 23/02-2002 - hendes mand Hans var allerede død I 1992!
Og da fertiliteten I denne gren af familien har været lig 0, så er jeg nu ladt alene tilbage.....
HISTORIEN TRÆNGER SIG PÅ!
I DAG!
...I got the blues!
D E N S K R Æ K K E L I G E S K O L E !
7 år sad jeg i angst for at blive anklaget - og straffet i Sebber skole.
Vi ved det fra Fassbender:
"Angst æder sjæle op!"
Al nysgerrighed, aktivitetstrang og selvbevidsthed blev langsomt pillet ud af mig.
I syv år sad jeg med bøjet nakke og stirrede ned i en imaginær firkant på pulten og håbede, at jeg ville undgå mit navn blive kaldet!
Frk. SVENNEVIG hed min første klasselærinde (faktisk hed hun det - Café Kølbert!). Hun prøvede at statusopdele os efter hendes erfaring med forældre og tidligere brødre og søstre! "Mads du sætter dig lige ned bag ved - så må du se om du kan du kan følge med - vi kender jo dine brødre og søstre" sagde hun til klassens mindste underernærede dreng! Så var han sat "på plads"! Gårdmandssønnen skulle selvfølgeligt sidde foran! Men så kneb det for hende - og jeg var tilflytter uden at have haft søskende i skolen tidligere!
Jeg kom til at sidde med maskinarbejdersønnen Oluf ved andet bord!
Frk. Svennevig elskede salmevers - og vi brugte timer på at citere salmevers! Det hed læring! Dengang! Dag 1 sagde læreren "det kloge" - dag 2 sagde vi det samme! Og så var vi blevet så kloge!
Totalt enfoldigt!
Det interesserede ikke Oluf! Pludseligt en dag nogen tid senere, så jeg væk fra min imaginære firkant, hvor jeg fantaserede alt ned i - især fodboldspil.
Oluf havde nu taget sin tissemand ud af bukserne og sad og legede med den!
Frk. Svennevig opdagede min chokerede reaktion. Jeg havde lyst til at flygte - men hvorhen?
"Hvad laver du Oluf?" smældede hun inkvisitorisk. Oluf blev rødbederød!
"Hvad laver han, Kai?" Min næse var nu helt nede i den "imaginære firkant" - jeg var stiv af skræk for "opdagelsen" og pinligheden. Nu prøvede hun selv at vralte ned og se efter!
Men det havde for længst lykkedes Oluf at få "kalorius i hus". Så hun måtte vralte tilbage med hendes omfangsrige runde krop med et rundt hovede og grå krøller - samt sygekassebriller!
Men så skete det!
Nu lukkede Oluf vellystigt op for indestængte gasarter! Hvad de spiste i den familie ved jeg ikke - men måske var det allerede fordærvet inden de spiste det? Den eneste der ikke opdagede den uudholdelige stank var såmænd - frk. Svennevig!
.............
Hr. Claesson var gymnastik- og geografilærer - med klassiske engelske manererer og påklædning!
Hans INDLÆRINGSMETODE var simpel traditionel.
Dag 1 kom han med et kort og "den dobbelttydige pædagogiske pegepind".
- så gennemgik han de danske øer.
Vi fik så "de danske øer" for til næste gang.
"Næste gang" kom han så med et nyt kort - dennegang uden navne på!
Og med den discipinerende pegepind!
Angsten bredte sig - hovederne faldt ned mod bordfladerne! Hvem ville han "overhøre"?
Kun dydsmønstret på første række sad med armen i vejret!
Så ham blev det selvfølgeligt ikke!
"Mads - kan du fortælle hvad denne ø hedder - og hvad de laver her?"
Det var det næstværste der kunne ske - alle vidste at lille Mads ikke forberedte sig i noget som helst i deres faldefærdige lille hus med et halvt dusin underernærede børn! Nu blev det pinligt.
Somme tider kunne man tro at Claessen havde sadistiske anlæg?
Hans indbildte morsomheder var utålelige!
"Mads! - hvis du ikke ved hvad denne ø hedder, så vil du straks blive anholdt!"
Den slags fattede Mads ikke en pegepind af!
Total rødbederød i hovedet! Med det uredte hvide hår strittende lige op i luften og angstvibrerende mundvige - forestillede den lille dreng sig, at han ikke ville komme hjem til aften - men vil blive hentet af de to landbetjente - "Krebsen" og "Stæren" og lagt i håndjern!
Claessen fortsatte dette pineri et stykke tid og sagde så til "dydsmønsteret": "Vil du lige sige noget om Anholt!" Og så rablede dydsmønsteret præcis det samme af som Claessen havde sagt dag 1! Frikvarter - og trøst til Mads!
...............
Så kom der en ny elev i klassen! "Lille-Per" - han var lille og lignede "Far til fire"-figuren. Han var kommet i pleje - med støtte fra Københavns kommune, som må have syntes, at det måtte være godt for ham at komme "langt ud på landet". Han repræsenterede en helt anden verbal kultur.
Hvor vi andre sad med næsen ned i pulten bordflade, så generede han sig i at spørge om
hvad som helst og han var ligeglad med om han sagde noget værre sludder! Han var uden angst!
Det kunne Claessen bare ikke klare - hans undervisningsverden brød totalt sammen. Det var som mistede han magten og følte sig afmægtigt udleveret, når ikke kunne svare på de tåbelige spørgsmål "Lille-Per" stillede!
Så en dag blev det bare for meget for Claessen!
Han kogte rødbederød i hovedet - og fór ned mod "Lille-Per" - slog løs på ham med begge hænder, så den lille dreng faldt ned på gulvet!
Her fortsatte Claessen med sparke på hans spinkle krop med begge ben! Mens den lille dreng skreg i vilden sky! Vi andre styrtede ud af klasseværelset. Mens nogle fik fat på inspektøren!
Vi var alle totalt skrækslagne! Man kunne få lussinger - fysisk afstraffelse var mulig dengang!
Men det her overgik alle vore forestillinger!
Dagen efter kom inspektøren og sagde, at Claessen havde fået orlov! Og vi ville snarest få en vikar....
....................
Så kom han!
Hvor var han lille - i alt for stor en jakke!
"Jensen" præsenterede han sig som. Han var ikke færdig på seminariet - men havde taget orlov for at tjene lidt penge og prøve at undervise! Han rødmede når pigerne talte til ham!
I den første time med Jensen redegjorde han for og hvorledes han havde tænkt sig undervisningen skulle foregå!
Vi var målløse og fattede ikke en skid!
Vi skulle arbejde i grupper og måtte vælge et kontinent, som vi skulle bygge op i papmache - med røde byer, blå floder, grønne skove, brune bjerge osv. - alt proportionalt.
Og her sad vi vi og var egentlig mest bange for at få ydmygende tæsk!
Vi accepterede mistroisk nølende Jensens ideer. Det vi i det hele taget blev spurgt om hvad vi ville - var nærmest et chok!
Men så gik vi igang! Og Jensens projekt kom til at fylde utroligt meget for os! Og minsandten! Vi anede ikke at Mads overhovedet kunne læse!
Nu sad han nede på biblioteket og studerede floder i Syd-Amerika - som han havde fået uddelegeret som opgave i vor gruppe.
Var der noget vi ikke vidste, så spurgte vi først hinanden eller fik vejledning af Jensen, der er fór rundt - ikke for at kontrollere, men for hjælpe os i arbejdet!
Kort: På 14 dage havde vi lært mere med fantastiske Jensen - end 5 år med traditionelle Claessen!
Men "træerne vokser jo ikke ind himlen"!
En dag var de to frækkerter - Oluf og Aline gået ned på biblioteket for at finde materiale. Biblioteket fungerede også som
voksenbibliotek. Her havde de fundet en bog af J. Fabricius Møller, der hed "Seksuallivet" - og den sad de nu fnisende og læste op af!
Men så kom inspektøren forbi og "tog dem på fersk gerning"!
Derefter blev Jensen kaldt ind på inspektørens kontor - og blev belært om, at sådan ukontrolleret kunne man altså ikke lave ordentlig undervisning - og der var flere klager fra de øvrige lærere om, at deres undervisning i den grad var blevet forstyrret - også fordi "deres timer" også var blevet brugt til geografi!
Så nu blev Jensen sendt tilbage til seminariet, så han kunne blive uddannet til "RIGTIG LÆRER"!
Og vi fik nu "en rigtig lærer" - der holdt sig indenfor klasselokalets rammer - som Claessen - dog knap så hidsig - men ellers med samme resultat!
Jeg skulle aldrig se JENSEN mere!
Men han har sat et uforglemmeligt spor i min bevidsthed om hvordan MENNESKER LÆRER!
Denne ikke-færdige MESTERLIGE LÆRER!
dog ikke JENSEN, Frk. Svennevig og inspektøren!
Kai Christiansen Sebber skole 1960 - elever med klasselærer - originalnavnene er ændret i teksten
HVAD VIL DU VÆRE? - HVAD KAN DU BLIVE?
Jeg har lært, at spørgsmålet: "Hvad ER du?" - ikke kan besvares med: "Et godt menneske!". Det kan ethvert fæhoved jo sige!
Næeh man må HAVE en POSITION, der kan give en STATUS (=værdi).
Megen kapital = stor status/værdi!
Lønmodtager = værdi ud fra din løn.
HAR du ingen løn ER du ikke meget værd!
Vi HAVDE ikke megen værdi - og VAR således ikke meget værd - i "den gamle skole"!
En snevejrsdag, hvor der ikke kunne arbejdes - lige efter jul 1962 var der en forsamling i vor stue (se billedet): gårdmand Poul, arbejder Laurids, skovfoged Jørgensen og min far.
Min far var ved at blive syg. Middelklassen synes, at det er ih så smukt - "plant et træ!"
Min far havde plantet i 10-tusindvis - og nu var han døende (døde medio1967 - 66 år) - af samme grund som hin "Jens Vejmand'! Han nåede dog lige at få invalidepension bevilget af den stride kommune!
Min mor havde dog lige arvet 3000 kr. fra hendes plejemor!
"Hvad skal de dog bruges til?" - ville gårdmand Poul vide. "De skal bruges til at knægten kan få en uddannelse - det fik tøsen ikke (min 18 år ældre søster)! Han skal have realeksamen."
Jeg har aldrig oplevet min bløde naive mor så fast i mælet - og gårdmand Poul var egentlig indbegrebet af den drøm der var totalt bristet for min forældre! Sådan talte hun norrmalt ikke til overordnede arbejdsgivere!
"Gi' ham hellere en skovl - det er både billigere - og noget han kunne få brug for!" - var gårdmand Pouls ironiserende svar.
Så gik min mor ud i køkkenet!
Det med at blive optaget på Nibe borger- og realskole var nu heller ikke så let. Jeg havde været sygehusindlagt og derfor ikke deltaget i den første prøve og med nød og næppe bestået den anden! Så førstelæreren måtte komme med en udtalelse. Her tror jeg, at det var min indsats på skolefodboldholdet, der reddede mig!
Jeg kom der hver skrækkelige dag - i 3 år. Jeg blev mobbet - jeg måtte gøre op med mit bondesprog - og jeg fattede iøvrigt ikke en brik af hvad jeg lavede på den skole!
Igen beskyttede fodboldkammerater og fodboldinteresserede lærere mig!
Efter 2. real skulle de udvælges, der skulle i gymnasiet! Det lå i luften, at det var jeg ikke bare i nærheden af!
Eksamener var en skrækkelig tid. Jeg prøvede at sige det, som jeg troede lærerne ville høre - men ramte oftest langt forbi!
Den sidste uge på skolen var en af de skrækkeligste i mit hele liv! Jeg skulle have mindst mg- i skriftlig engelsk for at bestå! Min familie havde ikke haft råd til, at jeg skulle gå om. Og så var min fremtid at blive karl hos Poul - som iøvrigt mente, at jeg var uduelig som landmand!
Så kom karakteren endelig: mg+!
Jeg fald bare om! Jeg kunne ikke mere!
Men som den eneste fra "den gamle skole" havde jeg nu realeksamen!
Min naive mor overvurderede totalt værdien heraf!
Ved slutningen af realskolen havde vi haft erhvervsvejledning. En erhvervsvejleder spurgte: "Hvad vil du VÆRE?" Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige? Men så røg det ud af mig:
"Professionel fodboldspiller! (Den lokale Jørn Sørensen var lige blevet solgt til Metz!) - men så kom jeg til at tilføje: "Helst i Real Madrid!" (Målmandslegenden Henry From havde lige været i Sebber og vist en film med Real Madrid mod Eintracht Frankfurt).
Nu vendte erhvervsvejlederen sig væk fra mig - og kiggede håbløst ud af vinduet! Han var sikker på, at jeg var megaloman rablende gal.
Så blev han "professionel": "Jeg mener hvilket arbejde vil du søge indtil da?" Nu så jeg hans l
"lærersjæl' og prøvede at svare - det jeg troede han gerne vil have:
"Socialrådgiver!"
- Det foresvævede mig nok, at så kunne jeg gøre noget for dem i "den gamle skole"!
Men! Nu kiggede han igen ud af vinduet - og så en blanding af skuffet og arrig ud - inden han vendte sig kontant mod mig:
"Det er du ikke moden nok til!"
Tavshed.
Jeg tog mod til mig og spurgte, hvad han mente, at jeg mon skulle gøre?
"Du kunne jo søge job som kontorelev - lære at skrive på maskine, arkivere osv. - og blive mere moden!"
.......
Jeg skrev nu ansøgninger om at blive kontorelev i hobetal
Efter at have sendt ca. 30 afsted - uden at have fået nogen som helst respons, så gav jeg op!
Men mine forældre havde ikke råd til at have mig gående og ringede til arbejdsformidlingen.
Nu kom der en arbejdsformidler med kun to muligheder:
Jeg kunne blive dropskoger i Støvring!
Jeg kunne komme i læderhandlerlære i Espersens læderhandel, Bredegade 2, Ålborg - med arbejdsted i nu mondæne Hjelmerstald!
Jeg valgte uden begejstring det sidste til 390 kr. om måneden (1965). Men jeg kunne altså ikke se fremtiden heri - så jeg bad om bare at blive svajer.
Og det har et interessant aspekt! Det eneste jeg ved om min farfar er, at han var skomager i Ålborg - og gjorde min bedstemor gravid i 1899 - og nu kom jeg til at køre rundt til alle skomagerne i Ålborg!
Et par år efter var de næsten alle nedlagt!
Tilfældigt?
Senere fik jeg så endelig et kontorjob - ved 5. udskrivningskreds - pga. en retfærdighedssøgende socialdemokrat, der fik ondt af mig og forbarmede sig. Det var ikke sidste gang, det kriterie skulle overgå mig! Men som jeg desværre også nok også følte lidt nedværdigende?
Jeg havde dog stadigt i hovedet, at jeg ville være professionel fodboldspiller! Så vha. en fantastisk middelklassekammerat - med al den selvtillid jeg ikke havde - så begav vi os på vej til Holland for egenpromovering. Jeg trænede lidt hos FC Oss uden større succes.
Men på vej hjemad kørte vi så galt på hans Triumph i Rotenburg bei Wümme - mellem Bremen og Hamburg.
Jeg fik tredobbelt kraniebrud - og troede egentlig at "det var det"!
Men efter en måned på ryggen i Tyskland, så begyndte jeg at lære at gå igen osv.
Og - mit sidste teenagerår blev et kolossalt vendepunkt i mit liv.
Min uddannelse var gået fløjten - og jeg var nu nødt til at starte helt forfra med mit liv.
INTET - var jeg!
