af Kai Krogh Christiansen 

Mit liv har været en lang vej. En gruset vej! Når jeg nu står og ser tilbage hvor jeg kom fra – så står jeg og undrer mig?!

Som filosoffen siger, så skal man forstå livet tilbageskuende.I dette perspektiv er dette liv måske ikke blevet levet så hovedkulds, som jeg har oplevet det?  Men jeg må konstatere: Det meste lykkedes ikke! Engang så jeg mit liv som en gentagende fiasko!  Men en god veninde fik mig til at ændre hovedtemaet for min biografi til: ”Mit liv som mangel på succés”! Alligevel har jeg gennemlevet så mange utrolige situationer - som har beriget mit liv! Dette udgør nu - i sen alder - min livserfaring, min livsfilosofi. Som jeg med værdighed må bære! Og gerne vil viderebringe. Det er netop det min hjemmeside skulle indeholde! Det som jeg har gennemlevet - og som har aflejret sig i min bevidsthed! På grund af den følte dobbelte afhængighed af – natur og socialstruktur - har mit liv væsentligt været et liv i og med BLUES.  Derfor vil BLUESOPFATTELSEN præge teksterne. 

M I N L A N G E O G T R A N G E   V E J !

- VÆK FRA MIT OPVÆKSTMILJØ.

Når jeg nu står ved Skt. Nikolai Bjerg og kigger tilbage af vejen mod Sebber gamle skole som ligger i Sebberklosterskoven, så vælder en række følelser op i mig so kræver refleksion over mine teenagerår - og hvor det førte mig!

Og to gange har jeg troet, at jeg var VED VEJS ENDE.

To gange har jeg SET DØDEN I ØJNENE!

Første gang jeg så døden i øjnene,var som 19-årig i august 1967, da jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller.

Det eneste jeg havde haft relativ succes med i min barndom var at spille fodbold. Men et forsøg på at blive berømt via den lokale storklub, ÅB var slået fuldstændigt fejl. En god konservativ middelklassekammerat, som jeg havde mødt via fodboldspillet, var fuld af al den selvtillid, som du bestemt ikke kan erhverve ved at vokse op i ”den gamle skole” ved Sebbersund.

Han mente, at alt blot var et spørgsmål om ”at ville” det stærkt nok – lidt a la Olof Palmes opfattelse af politik!

Han sagde blot: ”Hvor vil du være professionel?”

Jeg sagde: ”Holland!” - for dér havde jeg lige været med den lokale klub – Sebber IF.

”Godt!” - sagde han - ”så kører vi der ned!”

Og som besluttet – så gjort!

Han var en handlingens mand!

Han var en stor inspiration og hjælp i min teenagerår.

Men - det blev alt andet end en succésfuld tur.

Hverken dernede - omkring klubben Oss – eller hjemturen.

For ved indkørselen til Rotenburg bei Wümme kørte vi – i et paradoksalt uheld – ind i en mand med gipsarm, som han havde fået en uge før, fordi han var gået ud på vejen i utide. Og her ugen efter gjorde han det så igen.

Jeg blev slået af motorcyklen, vi kørte på og ned i asfalten.

Og det viste sig senere, at jeg havde fået tredobbelt kraniebrud. Det tog tre dage inden jeg kom så meget til mig selv, at jeg fattede hvad der var sket! Og først her kom paradoksalt nok angsten for at mit liv var forbi! Jeg rystede over hele kroppen i én dag – af angst!

Efter at have ligget fladt en måned på Diakonissenkrankenhaus Rotenburg blev jeg kørt hjem af det emsige forsikringsselskab – og skulle nu til at genlære fundamentale evner, som f. eks. at gå!

Hvilket dog gik forholdsvis hurtigt. Men min uddannelse til kontorassistent var gået fløjten – jeg missede handelsskolen et helt år.

Anden gang jeg så døden i øjnene var i 2012, da jeg i september måned havde fået konstateret tyktarmskræft.

Jeg var så træt jeg knap kunne gå. Symptomet var min manglende evne til at kunne danne røde blodlegemer – sagde lægen. Jeg fik vitaminkur. Men lige lidt hjalp det.

Og en aften brød jeg sammen til bluesforeningen B'SHARP's generalforsamling!

Jeg blev kørt på Silkeborg Regionshospital, hvilket var en yderst kompliceret affære – men blev dog med uendelig urimelig forsinkelse overført til Viborg Regionshospital.

Havde det været det vi troede, en blodprop i hjernen som følge af ovenstående – så havde ventetiden været katastrofal!

På Viborg regionshospital kunne lægerne ikke finde ud af hvad jeg fejlede – og efter masser af undersøgelser blev jeg så henvist til Silkeborg regionshospital igen, som gennem en koloskopiundersøgelse konstaterede en kæmpe kræftknude i tyktarmen.

Der var nu gået ½ år. Jeg var på det tidspunkt så udmattet, at jeg dårligt kunne stå på benene!

Jeg hidkaldte min gode ven , Søren Lauridsen som skulle hjælpe mig med at skrive et testamente.

Jeg var sikker på, at det ikke blev jul 2012 – for mit vedkommende!

Men få dage efter blev jeg så succésfuldt opereret – og 14 dage efter gik det meget bedre – indtil jeg påbegyndte den kemokur, som var blevet anbefalet for at fjerne de sidste kræftceller.

Jeg havde overlevet!

Kemoen blev jeg nærmest dødssyg af.

Jeg overlevede julen liggende alene i mørket på mit flisegulv i den inderste stue med mit højre ben mod varmen,

Jeg skulle til check på regionshospital Herning lige efter jul. Denne opdeling mellem hospitaler er ret forvirrende! En ældre mandlig læge fumlede lidt - og konkluerede, at jeg bare jeg skulle tage hjem og se tiden an.

Dagen efter havde jeg det så dårligt, at jeg måtte bede om at blive indlagt.

På Viborg regionshospital sagde de ”Ueha! Vi kan blive nødt til at tage benet af fra knæet! - det er på kanten til koldbrand!”

UPS!

Dagen efter – dagen før nytårsaften – blev jeg kørt ned i operationen til undersøgelse.

Efter undersøgelsen kom overlægen op og gentog meddelelsen:

”Vi kan altsåblive nødt til at tage dit ben af fra knæet!”

Skønt jeg kun var lokalbedøvet i underkroppen, så hørte jeg ikke hvad hun ellers sagde derefter – jeg var væk!

Da jeg over middag så igen blev kørt ned til operation fik jeg den lykkelige besked, at de ville forsøge en åreoprensning først.

Det lykkedes og jeg blev kørt tilbage til min seng – efter 12 timer på operationsstuen – med højre underben kraftreduceret – men i behold.

Puueh!

Nu står jeg så her august 2017 - 5 år efter den sidste – 50 år efter den første hændelse – stadig i live.

Og undrer mig over især disse to fundamentale hændelser i mit livsforløb?

Sådan kunne jeg aldrig på forhånd have forestillet mig at det ville gå mig!

DEN GAMLE SKOLE I SEBBERKLOSTERSKOVEN – ved SEBBERSUND.

- OPVÆKST - gennem barndom og teenagerår.

Begge mine forældre var uægte børn. Begge havde fået en 1800-tals opdragelse. De fattede ikke en brik af det moderne samfund!

I 1930'erne gik de fallit med nogle husmandsbrug bl. a. pga. mund- og klovsyge. Krigen reddede dem. De kom i tørvemosen. Deres møbler blev deponeret og de boede i et utæt træskur. Men min mor erindrede det som den bedste tid i hendes liv – pga. af de sociale relationer – mænd og kvinder arbejdede på lige fod – man hjalp hinanden solidarisk ved sygdom – og der var en kultur i det lille fattige samfund.

Men da ”jeg så var på vej” i det George Orwellske år, da han skrev fremtidsromanen ”1984” - så gik det ikke længere at bo i skuret! Og den lille familie – far, mor, min 18 år ældre søster Karen og ufødte jeg lejede sig ind i en lille tarvelig lejlighed i Kongensgade 1 – i Sdr. Kongerslev.

Da jeg blev født besluttede min far, at ville være nu ville han være arbejdsmand, så han kunne forsørge familien - og han meldte sig ind i fagforeningen – DASF tror jeg den hed den gang! Han lånte penge til at købe et hus – og vi flyttede til gammel Dall i ”Det hvide hus”.

Det gav mig de første fire dejlige år – men også usikre. Angsten lurede hele tiden. Og da så min far blev syg af vejarbejdet – og det blev klart at det arbejde kunne han ikke holde til, så væltede de mørke skyer ned over den lille familie.

Min søster fik først et syjob i Aalborg – og senere kom hun til at stå i en bagerforretning – noget der skulle vare de næste 40 år i BRUGSENs bagerforretning på Kastetvej.

Men min fars understøttelse var ikke stor nok til at vi kunne betale afdragene på huset. Det røg på tvangsauktion. Min far forsvandt og min mor blev nærmest nervevrag.

Dagen før vi var blevet smidt på gaden vendte min far tilbage. Han havde fundet et sted vi kunne bo. Han fik fat i den lokale lastbilchauffør. Og dagen efter var vi på vej – retning ”Den gamle skole pr. Sebbersund” var adressen.

Den gamle skole var et faldefærdigt tolænget husbyggeri – hvor der boede 5 familier – for alle var det sidste station før ”gaden”. Stråtaget var fuld af fuglereder og når man gik ud i gården og klappede i hænderne var det som om hele taget lettede. Til gengæld styrtede regnen lige ned gennem taget og nødvendiggjorde et system af spande.

Strøm var den eneste moderne facilitet – 4 stinkende dasser i gården med en million spyfluer, vandpumpe, hvor børnene tissede ned i brønden – en kakkelovn til to rum – et urentabel komfur i køkkenet, så min mor brugte primus til al vand- og madvarmning – utætte vinduer – i det uopvarmede soveværelse kom min mor gamle aviser hun fandt i vinduerne for at tage den værste kulde.

Bortset fra til dels fisker-Åge var der ikke nogen der havde arbejde – men til gengæld en del rå børn med alskens problemer.

Den gamle skole lå isoleret – ca. 1 kilometers afstand fra hver af de tre landsbyer, der dengang udgjorde Sebber kommune.

En dag var jeg kommet lidt langt hjemmefra – ned i den anden del af skoven. Pludseligt blev jeg omringet af en gruppe af disse børn, som syntes indstillet på at give ”den nye iblandt dem” en lektion.

Den største af dem, ranglede ”Leo røde ræv” trådte frem og tog fat i mig - og sagde:

”Hæer æer yæn, dæer æeh ka' snakk' ræjti' – han sæjjer de' wæed a et - de' hæedder da - de' wæed a æeh!”.

To holdt mig og tog min t-shirt af. De to andre havde i mellemtiden plukket nogle brændenælder – og nu kom jeg skrigende til løbe spidsrod mens brændenældeslagene haglede ned over mig.

Jeg styrtede hjem til min mor – der i den store balje lavede et bad med brun sæbe – mens jeg skreg i vilden sky mens hun vaskede mig på ryggen, der især var rød og ophovnet af brændenældeslagene.

Det var et hårdt opvækstmiljø.

Nogle af familierne havde fædre, der begik kriminalitet - ikke såkaldt berigelseskriminalitet – men simpelthen for at overleve. De fleste af børnene var underernærede – og det var mildt sagt bestemt ikke et sted intelligensen florerede.

Hvis ikke fodboldkulturen var blæst ind over stedet – alt imens alt hvad der lignede arbejde – fiskeri og landbrug - forsvandt - så ved jeg ikke hvad der skulle være blevet af mig?

Selvom skolen bestemt heller ikke var min ”hjemmebane”, så blev det paradoksalt nok den der reddede mig?

Jeg voksede stort set ikke - og blev blegere og blegere – og tyndere og tyndere - til min mors og skolelægens store bekymring.

Hver dag stod jeg og spillede med den superflex som min søster havde købt til mig ude på landsbyvejen – eller i haven, når det var tilladt.

Og her varede det ikke længe inden de drenge, der havde tæsket mig - blev de underlegne i den mere kulturelle aktivitet – fodbold!

Og til sidst søgte jeg til nabobyerne for at spille fodbold med drengene der.

Og pludselig var jeg skoleholdets helt – som jeg egentlig heller ikke egnede mig til!

Men det førte mig ud over broen i Sebbersund – til de større byer som realskolen i Nibe – og fodboldklubben Aab.

Jeg lagde Sebber og Sebber gamle skole i Sebberklosterskoven bag mig – og kom af mystiske omveje til en videregående uddannelse – som det kan læses om i mit ”Bluesbrev til min engelsklærer”.